Uanset om du er i et ambulant behandlingsforløb eller er kortvarigt indlagt, tilbyder vi udredning og behandling af stort set alle psykiatriske diagnoser og adfærdsmæssige forstyrrelser som f.eks. depression, ADHD, autisme, skizofreni eller dobbeltdiagnoser.
Ambulant behandling
Ved ambulant udredning og behandling vil vores psykiatere eller psykologer støtte din specifikke problematik med individuelt tilrettelagte behandlingsforløb. Når du er i et ambulant forløb, vil den samme speciallæge følge dig fra start til slut. På den måde sikrer vi, at du får det bedst mulige forløb.
Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere.
Indlæggelse
Hvis du har behov for at blive indlagt, kan du blive indlagt på Skovhus Privathospitals’ indlæggelsesafsnit i Nykøbing Sjælland. Imens du er indlagt, tilbyder vi dig supplerende behandlingstilbud baseret på en individuel behovsvurdering. Du kan læse mere om vores supplerende behandlingstilbud nedenfor og finde priserne her. Målgruppen for et indlæggelsesforløb på Skovhus Privathospital er voksne, hvor det vurderes at indlæggelse er nødvendig.
Formålet med en indlæggelse er at udrede og behandle, støtte og rehabilitere dig. Her har vi fokus på at mindske symptomer, og på at øge funktionsniveau og livskvalitet, så du igen bliver klar til at komme hjem. Vores medarbejdere møder dig med støtte, tryghed og en faglighed der lever op til gældende klinisk, evidensbaseret praksis. Efter udskrivning kan du vælge at fortsætte i ambulant behandling eller være tilknyttet hovedafdelingen til dagbehandling.
Dagbehandling
For os er det vigtigt, at vi tilbyder dig en fleksibel behandling, der passer til din livssituation og hverdag. Derfor kan du vælge et forløb med dagbehandling, hvor du opholder dig i eget hjem om aftenen, natten og i weekenden. Vi tilbyder kun dagbehandling til voksne psykiatriske patienter.
Hvis du indgår i et dagbehandlingsforløb, møder du op på Skovhus Privathospitals hovedafdeling alle hverdage i dagtimerne. Her vil du modtage forskellige behandlingstilbud, som er relevante for lige netop dig.
Supplerende tilbud
Foruden det ordinære behandlingsforløb, kan du ved indlæggelse og dagbehandling også tilvælge en række supplerende behandlingstilbud. Her bringes fysisk aktivitet, vejledning og kropslige behandlingsmetoder og -terapi i fokus. Vores supplerende behandling kan bl.a. være med til at berolige nervesystemet, mindske eventuelle bivirkninger af medicinsk indtag, forebygge tilbagefald og give fysisk velvære.
Her kan du læse om vores supplerende tilbud
Access Bars
Access Bars er en psykologisk, mental og energetisk kropsterapi. Behandlingen er blid og består i en let berøring af 32 forskellige energipunkter omkring hovedet. En Bar er en energibane mellem to punkter, og hvert punkt er forbundet med nogle centre i vores hjerne, som gemmer på forskellige områder af livet. Under den blide berøring aktiveres disse punkter.
Formålet med Access Bars er at frigive fysiske og mentale blokeringer, der er lagret i kroppen og sindet, som holder dig fast i et bestemt handle- eller tankemønster. Access Bars kan blandt andet være med til at reducere stress og tankemylder, give indre ro, forbedre fokus og øge indlæringsevne, afspænde hele kroppen og forbedre din nattesøvn og dit selvværd.
Kognitiv PC træning
Vi tilbyder professionel kognitiv træning gennem en onlineportal der træner hukommelse, opmærksomhed, sprog samt forarbejdningstempo.
Den træningsansvarlige kan i det elektroniske program indstille de forskellige parametre og dermed justerer sværhedsgraden meget nøjagtigt, så det passer til dit behov. Den træningsansvarlige kan i systemet følge arbejdsindsats og udvikling over tid indenfor enkelte øvelser eller indenfor en enkelt kognitiv funktion.
Kognitiv træning anvendes bl.a. til personer der, på grund af sygdom eller følger efter hovedtraume, oplever reduceret kognitiv funktion eller opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD, skizofreni, depression, sklerose, traumatisk hjerneskade, Alzheimers demens mm.
Al kommunikation er krypteret og sikret. Data er fortrolige og ses kun af dig og den træningsansvarlige.
Kostvejledning
Vi tilbyder kostvejledning og støttende samtaler med en sygeplejerske, som har til formål at hjælpe dig med at ændre til – eller opretholde – en sund livsstil.
Musik- og trykterapi
Musik- og trykterapien foregår således, at du ligger på en resonansplade og mærker vibrationerne fra musikken og lytter til stemninger, melodier og “verdener” i musikken. Den specialproducerede musik, MusiCure – Music as Medicine, er udviklet og afprøvet på Hvidovre Hospital og anvendes på hospitaler verden over som supplement til medicin, med det resultat at medicinforbruget mindskes.
Musik- og trykterapi kan blandt andet anvendes i behandling af stress, depression og skizofreni, og til smertelindring.
NADA øreakupunktur
NADA øreakupunktur er akupunktur der kun foregår på ørene. Det er siden 1974 blevet anvendt som en effektiv og bivirkningsfri metode, der øger udbyttet af den samlede behandling.
NADA øreakupunktur tilbydes som supplement ved bl.a. traumebehandling, stress, søvnløshed og psykisk uro, depressionslignende tilstande, ADHD, abstinenser, stoftrang og medicinreduktion.
Hvem kan vi behandle?
Skovhus Privathospital tilbyder en lang række behandlingstilbud og behandler derfor de fleste diagnoser inden for psykiatrien.
Her finder du en liste over og information om de typiske diagnoser vi behandler.

