Udredning og behandling for PTSD
PTSD (posttraumatisk belastningsreaktion) kan opstå efter en eller flere voldsomme oplevelser. Det kan vise sig som genoplevelser, mareridt, uro, søvnproblemer eller en trang til at undgå steder og situationer, der minder om det skete.
Vi tilbyder 2 forløb: en udredning, der afklarer, om du har PTSD, og et behandlingsforløb for dig, der har fået diagnosen. Begge forløb starter med en forsamtale.
Er et forløb relevant for mig?
Et forløb kan være relevant for dig, hvis du:
- har været udsat for en voldsom oplevelse og stadig mærker følgerne af den
- oplever genoplevelser, mareridt eller vedvarende uro, som påvirker din hverdag
- ønsker en speciallægefaglig afklaring af dine symptomer
- har fået diagnosen PTSD og ønsker behandling.
Udredning for PTSD
Udredningen består af op til 3 konsultationer à 45 minutter hos en speciallæge i psykiatri. Den foregår gennem samtaler og relevante screenings- og vurderingsværktøjer.
Når udredningen er færdig, får du en tilbagemelding med konklusionen og anbefalinger til den videre behandling. Hvis du ønsker det, sender vi en epikrise til din egen læge.
Pris: 8.220,- kr. Forsamtalen er ikke med i prisen.
Behandling for PTSD
Behandlingsforløbet består af op til 10 konsultationer à 45-60 minutter. Det er målrettet voksne med PTSD og har fokus på at mindske traumerelaterede symptomer, styrke din evne til at håndtere hverdagen og forbedre dit funktionsniveau.
Behandlingen varetages af en speciallæge i psykiatri med erfaring i traumebehandling. Den kan omfatte traumefokuseret terapi, stabiliserende samtaler, psykoedukation og EMDR-behandling. Forløbet tilrettelægges individuelt, og du får løbende evaluering og anbefalinger til det videre forløb, når behandlingen slutter.
Efter faglig vurdering kan forløbet suppleres med samtaler hos en specialpsykolog eller et gruppeforløb for voksne med PTSD. Det er ikke med i prisen og afregnes særskilt. Du kan se priserne på vores prisside.
Pris: 27.400,- kr. Forsamtalen er ikke med i prisen.
Gruppebehandling for PTSD
Du kan deltage i et struktureret behandlingsforløb i gruppe for voksne med PTSD. Forløbet er på op til 15 timer. Om et gruppeforløb er relevant for dig, vurderer vi individuelt.
Pris: 10.275 kr. Holdet starter, når der er mindst 6 tilmeldte.
Sådan kommer du i gang
Alle forløb starter med en forsamtale, hvor vi sammen vurderer, hvilket forløb der passer til dig. Forsamtalen koster 5.480,- kr.
