Vicekoncerndirektør Mads Olsen har 15-års jubilæum

Tilfældigheder gjorde, at koncernens grundlæggere Grete og Torstens svigersøn Mads startede i koncernen for 15 år siden. Valget om at blive var derimod helt bevidst, og Mads er nu Gretes nærmeste samarbejdspartner som vicekoncerndirektør.

Da Mads og hans kone Maria flyttede i sommerhus i Nykøbing Sjælland i en længere periode, mens deres hus i Hvalsø blev gennemgribende renoveret, betød det for Mads en endnu længere transporttid til arbejdet som projektleder på Københavns Universitet. Han sagde derfor sit job op, og aftalte med Grete og Torsten, at de i løbet af en periode på et år ville se, om det kunne være et match mellem dem arbejdsmæssigt.

Tiltrukket af måden vi arbejder på

Med Mads’ uddannelse og erfaring indenfor økonomi, IT og ledelse var det oplagt, at han startede som leder i IT og i Regnskab. Da det første år var gået, og det var tid til at evaluere fremtidsplanerne, var det ikke uden seriøse overvejelser, at Mads takkede ja til en permanent funktion i den familieejede organisation:

”Jeg var relativt idealistisk som nyuddannet, og jeg havde på min tidligere arbejdsplads oplevet en intern magtkamp, som jeg ikke syntes om. Derfor var jeg også meget tiltrukket af måden, vi arbejder på her: vi har et fælles mål at arbejde ud fra, og det er nemmere at blive enige på tværs – netop på grund af vores fælles mål. Jeg havde også allerede erfaret, at her behøvede ikke at være langt fra en god ide til handling.”

Mens det umiddelbart kan lyde som en let beslutning, så var og er der jo lige det med at være svigersønnen til de to, som har bygget koncernen op fra bunden:

”Det er en helt speciel position. Som svigersøn var jeg en, familien kunne stole på, så det var en klar fordel, at jeg kunne varetage den vigtige funktion omkring økonomi. Det er også privilegeret med den form for jobsikkerhed, og en kort vej til toppen ift. at få ideer og beslutninger igennem. Og på den anden side vidste jeg samtidig også, at jeg ville føle, at jeg skulle leve op til noget mere her end i en anden virksomhed, fordi nogen ville kunne tænke, at jeg har fået jobbet, fordi jeg er familie og ikke kun, fordi jeg har kompetencerne. Derfor vidste jeg, at jeg ville arbejde ekstra hårdt, og jeg kunne også tilføre nogle nye kompetencer til organisationen, som den nok var ved at være moden til.”