Hverdagen på Pilehus
Et behandlingsforløb på afdeling Pilehus er tilrettelagt individuelt med udgangspunkt i den enkeltes problematikker, behov og ressourcer. Vi vægter relationen og tilliden meget højt, og det er medvirkende til at give den bedst mulige behandling i de mest optimale rammer.
På afdeling Pilehus er det enkelte menneske i fokus – ikke diagnosen. Mennesker, der er ramt af en psykisk lidelse, har ofte en problemfyldt fortid og et negativt selvbillede, som er dominerende. Dette bevirker, at identiteten som ”psykisk syg” bliver det styrende i livet. På Pilehus arbejder vi, ligesom i resten af Skovhus Privathospital med et systemisk og narrativt fundament. Vi har fokus på eksternalisering og at øge agenthed, bl.a. for at adskille diagnoser fra personerne og ad den vej give mulighed for flere positive selvfortællinger, og for at støtte den enkelte til at tage mere styringen i eget liv. På Pilehus er behandlingen derfor individuel og struktureret for den enkelte patient. For at få de bedste resultater af en indlæggelse på Pilehus er det desuden afgørende, at patienten selv har valgt at tage imod behandling, samt at patienten ønsker at deltage i den tilrettelagte behandling.
Vi bestræber os på og opfordrer yderligere til, at patienterne opholder sig mest muligt i vores fælles arealer og sammen med medpatienter og personale. Men det er selvfølgelig også muligt at trække sig til sit eget værelse, hvis man har brug for ro. Alle værelser på Pilehus er udstyret med eget tv, og så ligger Pilehus i det skønne Annebergparken, som er omringet af smukke skove, så der er rig mulighed for at gøre brug af de flotte udendørs omgivelser. Vi tilbyder også aktiviteter som f.eks. spil, gåture og meget andet sammen med personalet.
Og apropos personale, så kan du møde nogle af vores kernemedarbejdere, der har deres daglige gang på Pilehus, lige her.
Mød personalet i Pilehus
Afdelingsleder
June
June er afdelingsleder på Skovhus Privathospital afdeling Pilehus. June har været en del af koncernen Gran Recovery and Health, som Skovhus er en del af, siden 2009. June er sundhedsfagligt uddannet og er i gang med en akademi uddannelse.
Teamkoordinator og miljøterapeut
Sandie
Sandie er uddannet inden for sundhedssektoren og er en fast del af miljøterapeutgruppen på Pilehus. Som teamkoordinator har Sandie desuden ansvaret for at koordinere og planlægge den daglige drift. Hun er også medicinansvarlig og har et tæt samarbejde med både sygeplejegruppen og psykiater.
Sikkerhed og kognitiv pc-træner
Jacob
Jacob er uddannet vagt og varetager funktionen som sikkerheds-medarbejder, ligesom han er en fast del af teamet på Pilehus. Jacob er kognitiv pc-træner, som blandt andet træner hukommelse, opmærksomhed og sprog. I den funktion vil man også kunne møde ham på andre af Skovhus’ afdelinger.
Miljøterapeut
Karina
Karina er uddannet inden for sundhedssektoren og er en fast del af miljøterapeutgruppen på Pilehus. Karina varetager opgaver som kontaktperson for indlagte patienter og deres pårørende og står derudover for ansvaret for indkøb til afdelingen.
Vores historie
Skovhus åbnede dørene i hovedafdelingen i Nykøbing Sj. i 2007 og fulgte op med klinikker i Lyngby og Aalborg i 2018.
I 2020 åbnede kvindekrisecenteret og i 2022 åbnede herberg og forsorgshjemmet.