Supplerende tilbud

På Skovhus Privathospital er den psykiatriske behandling altid tilrettelagt i overensstemmelse med officielle sundhedsfaglige anbefalinger og i henhold til evidensbaseret praksis. Et behandlingsforløb tilrettelægges individuelt sådan at det passer til den enkeltes behov. Patienter tilbydes også en række supplerende behandlingstilbud, i tillæg til deres ordinære behandlingsforløb. Her bringes fysisk aktivitet, vejledning og kropslige behandlingsmetoder og -terapi i fokus. Vores supplerende behandling kan bl.a. være med til at berolige nervesystemet, mindske eventuelle bivirkninger af medicinsk indtag, forebygge tilbagefald og give fysisk velvære.

Her kan du læse om vores supplerende tilbud

Access Bars er en psykologisk, mental og energetisk kropsterapi. Behandlingen er blid og består i en let berøring af 32 forskellige energipunkter omkring hovedet. En Bar er en energibane mellem to punkter, og hvert punkt er forbundet med nogle centre i vores hjerne, som gemmer på forskellige områder af livet. Under den blide berøring aktiveres disse punkter.

Formålet med Access Bars er at frigive fysiske og mentale blokeringer, der er lagret i kroppen og sindet, som holder dig fast i et bestemt handle- eller tankemønster. Access Bars kan blandt andet være med til at reducere stress og tankemylder, give indre ro, forbedre fokus og øge indlæringsevne, afspænde hele kroppen og forbedre din nattesøvn og dit selvværd.

Professionel kognitiv træning gennem onlineportal træner hukommelse, opmærksomhed, sprog samt forarbejdningstempo.

Den træningsansvarlige kan i det elektroniske program indstille de forskellige parametre og dermed justerer sværhedsgraden meget nøjagtigt, så det passer til den enkeltes behov. Den træningsansvarlige kan i systemet følge arbejdsindsats og udvikling over tid indenfor enkelte øvelser eller indenfor en enkelt kognitiv funktion.

Kognitiv træning anvendes bl.a. til personer der, på grund af sygdom eller følger efter hovedtraume, oplever reduceret kognitiv funktion eller opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD, skizofreni, depression, sklerose, traumatisk hjerneskade, Alzheimers demens mm.

Al kommunikation er krypteret og sikret. Data er fortrolige og ses kun af vedkommende selv og den træningsansvarlige.

Vi tilbyder kostvejledning og støttende samtaler, som har til formål at hjælpe patienterne med at ændre til – eller opretholde en sund livsstil. I samarbejde med kostvejlederen, udarbejdes der en individuel kostplan, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov for kalroieindtag på dagsbasis og giver gode råd til omlægning, ved for eksempel behov eller mål for vægttab.

Inden kostplanen udleveres, konfererer kostvejlederen med en sygeplejerske, da kostplanen også tager højde for medicinsk indtag. Der er klinisk evidens for, at visse former for medicin kan give tendens til øget appetit og derigennem vægtøgning. Nogle centralstimulerende præparaters bivirkninger kan ved hjælp af visse kosttilskud mindskes.

På Skovhus Privathospital har vi en idrætsmassør tilknyttet som tilbyder individuel massage. Behandlingsformen bygger på et solidt kendskab til kroppens anatomi og gode massagetraditioner. Massage kan anvendes som en afslappende behandling, der giver velvære og hjælper til at fornemme egen krop.

Mediyoga er en terapeutisk yogaform, der er udviklet gennem forskning i samarbejde med sundhedsvæsenet i Sverige. Mediyoga anvendes ofte som en supplerende metode inden for terapi og rehabilitering, og mange mennesker fortæller, at de har oplevet, at mediyoga mindsker deres fysiske, mentale og følelsesmæssige lidelser.

Mindfulness handler om at blive opmærksom på, hvad der foregår i det nuværende øjeblik uden at dømme det, man oplever, samt at træne evnen til at møde sig selv med venlighed og accept. Mindfulness kan være en daglig stund, der afsættes til at forbinde sig med sig selv, lade nervesystem falde til ro, og styrke kvaliteter som accept, selvomsorg og empati.

Ved at dyrke mindfulness styrker man det parasympatiske nervesystem, og hjælper krop og sind til at “træde på bremsen”. Mindfuldness anvendes blandt andet som støtte til at selvregulere egne følelser og tanker, styrke forbindelsen til krop og sanser, modvirke tankemylder og stressforebyggende.

Musik- og trykterapien foregår således, at man ligger på en resonansplade og mærker vibrationerne fra musikken og lytter til stemninger, melodier og “verdener” i musikken. Den specialproducerede musik, MusiCure – Music as Medicine, er udviklet og afprøvet på Hvidovre Hospital og anvendes på hospitaler verden over som supplement til medicin, med det resultat at medicinforbruget mindskes.

Musik- og trykterapi kan blandt andet anvendes i behandling af stress, depression og skizofreni, og til smertelindring.

NADA øreakupunktur, er akupunktur der kun foregår på ørene. Det er siden 1974 blevet anvendt som en effektiv og bivirkningsfri metode, der øger udbyttet af den samlede behandling.

NADA øreakupunktur tilbydes som supplement ved bl.a. traumebehandling, stress, søvnløshed og psykisk uro, depressionslignende tilstande, ADHD, abstinenser, stoftrang og medicinreduktion.

Miljøterapi

Behandlingen på Skovhus Privathospital bygger på en miljøterapeutisk praksis. Tankerne bag miljøterapi er, at alle mennesker påvirkes af de fysiske og sociale rammer de bevæger sig i. Miljøterapi har fokus på den enkeltes håb og drømme, og hvordan de omkringværende omgivelser, understøtter at vi kan bevæge os tættere på dem. Skovhus Privathospital lægger derfor vægt på at skabe en rolig, tryg og rar atmosfære. Det gør vi indendørs blandt andet ved at have behagelige farver, blomster og musik. Der er højt til loftet og godt med lys.

Det socialfaglige personale på Skovhus Privathospital arbejder sammen med patienter om at give hverdagen og livet mening, og vi gør meget ud af, at de fysiske rammer understøtter samarbejdet. Hospitalet er indrettet så der er mulighed for at være i de fælles områder sammen med andre, og samtidig er der også mulighed for at trække sig til nogle af de mere afsidesliggende TV-stuer. Værelserne er eneværelser, som er lyse og møbleret med eget tv. Vi kan ikke gøre det til et hjem, men vi har forsøgt at gøre det så det ligner mest muligt.

Miljøterapien er understøttet af et teoretisk og metodisk fundament – det systemiske og det narrative – der hver især giver os konkrete og praktiske værktøjer, der virker, og understøtter at vi samarbejder med patienter om at bevæge sig i retning af den hverdag der ønskes. Det kan du læse mere om her.

Har du spørgsmål til vores supplerende behandlingstilbud?

Hvis du vil vide mere om vores supplerende behandlingstilbud er du velkommen til at kontakte os. Enten via kontaktformularen eller du kan ringe til os. Du finder vores kontakt information her:

FØLG OS

© 2024 - Gran Recovery and Health

En del af Gran Recovery and Health

Gran Recovery and Health er en privat psykiatrisk koncern med næsten 40 års erfaring og mere end 400 medarbejdere fordelt på fem virksomheder. Hvert eneste år støtter vi flere hundrede mennesker til et liv, der er andet og mere end deres udfordringer.

Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde indlæggelse i øjeblikket.

X